Anmelderne elsker vores bog!

Vi har fået en masse omtale af 'For han ved ikke hvad han gør - et kærligt portræt af Gud' og i alt tre anmeldelser som har været fremragende. Weekendavisen gav os forsiden på Bøger og kaldte den et lille mesterværk. Information var også glade for den og skrev at den var morsom, og at den ikke var pinlig. Det sidste var ret nervøse for inden vi udgav den. Og nu kom Berlingske så også på gaden med en anmeldelse af Bent Meier Sørensen der er professor på CBS.

"Det er Fanden på speed, der her læser Bibelen, men blikket er knivskarpt, og nye indsigter strømmer ned over siderne. Samtidig lykkes forfatterne stort set med at holde den svære balance mellem befriende profanering og uantagelig blasfemi."

"Det beviser de selv ved i denne bog at levere en uhyre livskraftig, provokerende, men frem for alt begejstret og beåndet læsning af bøgernes bog. Deres bog skal læses, fordi den i sit halsstarrige oprør mod den traditionelle forståelse af kristendommens Gud på storslået vis hylder menneskets åndelige frihed. Men den giver også en lyst til at gå tilbage og læse i Bibelen og viser dermed tillige, uafhængigt af forfatternes intentioner, at ånden blæser, hvorhen den vil."

https://www.berlingske.dk/boeger/gud-minder-om-lars-loekke-og-vi-lever-alle-i-helvede

Brug din fantasi

Hvis du ikke kan få nok af Bamselægen og søde børn - det kan vi ikke på MUST - så kan du se vores nyeste musikvideo her:

https://www.dr.dk/drtv/se/sange-med-bamselaegen_-brug-din-fantasi_231843

Guds biografi

Bibelen er verdens vigtigste og mest vanvittige bog. Og så er den slet, slet ikke som man forestiller sig. Tag med på en tekstnær tur gennem dit 3000 år gamle kulturelle og religiøse ophav. For uanset om Gud findes eller blot er en litterær figur, så kommer man ikke uden om at hans indflydelse har været monumental.

Rasmus Ugilt og Michael Jeppesen har i Jeppesens Bibelskole på hedengangne Radio24syv brugt 4 år på at læse og tale sig gennem hele bibelen. De har undret sig, moret sig, været forargede, fået inspiration, haft aha-oplevelser og ind imellem også kedet sig. Men det de mere af alt står tilbage med, er en følelse at Bibelen var noget helt andet end de havde forventet. Den er en hamrende god historie om en sær Gud der langsomt bliver gammel, hans visionære søn, der dør alt for ung og en spektakulær slutning som de færreste har hørt om. Og så er den en utrolig samling af historier, myter og mundheld som vi alle kender, og som ofte tager sig meget anderledes ud når man læser dem hos kilden, nemlig i bibelen.

’For han ved ikke hvad han gør’ er et kærligt portræt af Gud, af to skribenter, der ikke tror på ham, men som alligevel er kommet til at holde af ham.

368 sider, 249 kroner

Cockblocking

Cockblocking - et spændende ord, medgiver jeg, og det skal tages ganske bogstaveligt. I MUST har vi en teknik der effektivt blokerer for de ’cocks’ der trænger sig ind på vores kvindelige kolleger.
Det foregår typisk sådan her:
En kvindelig medarbejder får en anmodning fra en (mandlig) potentiel kunde om at connecte.
Den pågældende spørger interesseret ind til MUST og vores arbejde og der udveksles erfaringer.
Der aftales et møde.
Der sniger sig en hjertesmiley ind. (Hvor kom den fra!?)
Og herefter er det så, at leadet undergår en eventyrlig forvandling fra potentiel kunde, til potentiel (super) elsker. Nu er det pludselig vigtigt, at medarbejderen kommer alene til mødet, at det foregår på et ydertidspunkt, at det involverer drinks og at medarbejderen er single eller i det mindste har et utilfredsstillende sexliv.
Og nu den spændende cockblocking.
For når ovenstående sker hos MUST, deler medarbejderen den potentielle elskers navn med kontoret, hvorefter alle i løbet af dagen tager et kig på vedkommendes profil. Superelskeren vil nu opleve en øget aktivitet fra MUST medarbejdere, hvilket har vist sig at være en effektiv passiv aggressiv cockblocking, med det resultat, at superelskeren trækker sig fra samtalen og medarbejderen undgår flere ubehagelige henvendelser.

Fridayfuckups followup

Jeg havde lovet én fuck up for hver 10 I kom med. Så her er de mest aktuelle brølere.
Domænerne skr, skrr, skrrr og skrrrr .dk som jeg absolut skulle købe, fordi jeg pludselig troede, at jeg var street.
Jeg glemte at invitere Murat (kollega) fra kontoret til vores sommerafslutning…
Hver gang jeg kommer for sent om morgenen er det fordi jeg er for doven, når jeg skal afsted og hver gang siger jeg, at toget var forsinket. Også når jeg er på cykel.
Jeg er jaloux på folk der har succes. Faktisk så slemt, at jeg helst undgår danske podcasts og danske bøger.
Jeg er allergisk overfor banaliteter, men taler ofte selv sort.
Jeg har skrevet AI i min profiltekst, selvom jeg ikke ved supermeget om det.
Hver tredje måned skælder jeg en kunde ud. Sidst så meget til en workshop, at jeg måtte sende en film, hvor jeg sagde undskyld.
Workshoppen handlede om leg og da den var næsten færdig bad jeg alle om at lægge sig på bordet og lege bjørnen sover. Så skrev jeg ’tak for nu’ på tavlen og skred.
Jeg tjekker de samme tre hjemmesider cirka 30 gange om dagen.
Når jeg er på ferie glæder jeg mig til at komme hjem igen.
Når jeg er hjemme glæder jeg mig til at komme på ferie.
Jeg har lige opdaget, at jeg også har skrevet 'marketing automation' i min profiltekst... Doh...

Fridayfuckups

Lad os introducere #fridayfuckups, hvor vi for en gang skyld er ærlige på Linkedin. Slip for at være stolt over at din ’enestående’ virksomhed har doneret fem flasker håndsprit til skolens håndboldklub, eller at dit ’team’ har lavet en fuldstændig ’genial’ webshop til den lokale ostebutik. Sig det som det er. Håndspritten stank og webshoppen løb 50 procent over budget. Det er #fridayfuckups og det er helt ok. Vi har det alle sammen af helvede til en gang imellem. Livet er ikke altid sjovt og arbejdslivet er værre. Hvem har ikke været presset og solgt en masse bullshit som har været svært at levere. Jeg lavede et webinar forleden, som ikke gav mening. Det gik først op for mig halvvejs. Og teknikken drillede. Og jeg er ved at skrive en bog som er gået seks måneder over deadline. Og jeg er en elendig chef.

Corona har lært mig at male

Så hvad har jeg lært af Corona? At holde møder virtuelt? Nej, det er stadig ubehageligt. At omstille sig? Jeg har aldrig lavet andet hele mit liv.
Det jeg virkelig har lært af #covid19, er at male. Før pandemien malede jeg cirka et rum i vores hus hver 3. år. Vi har boet der i 13, så jeg var ved at være halvvejs. Når man maler et rum gør man sig visse erfaringer, opfrisker en teknik eller to fra forrige rum, men det bliver aldrig rigtig godt, hvis der går flere år imellem.
Situationen er en anden i dag. Både hus og sommerhus har fået den store tur. Og jeg har lært en masse. Det lyder banalt, men tænk sig, det kan faktisk betale sig at dække af. Jeg sætter tape på alle kanter, fra loft til gulv. Det er utroligt, så meget tid jeg har spildt før i tiden, fordi jeg var doven og utålmodig. Jeg ville bare i gang.
Jeg bruger heller ikke den billigste malertape længere. Jeg prøver ikke at få én avis til at række til en hel stue. Og jeg prøver ikke at spare på malingen!
Men det vigtigste er nok, at jeg har erkendt, at jeg ikke kan fylde huller ud, så det bliver pænt. Hverken polyfilla eller sandspartel dur. Jeg efterlader de vildeste plamager på væggene, når jeg prøver. Så nu efterlader jeg bare hullerne og prøver så at hænge malerier der hvor de er størst.

#Coronavirus #kultur #forandring #9

En alt for synlig forandring bliver uden tvivl butikslokalernes død. De er allerede udraderet i mindre byer og har i lang tid haft det svært i storbyerne. Nu er det slut. Hullerne i gaderne vil sprede sig og andre formål vil flytte ind. Det første bliver en ’Wework’-bølge, hvor freelancerne samler sig. Vi vil også se en eksplosion af pop-ups for digital-fødte e-commerce-shops, der vil lave showrooms i julehandlen. Spørgsmålet er om man snart kan leje en butik for en uge af gangen?
I MUST har vi vores egen private café under kontoret kun til ansatte. Det fænomen kommer til at brede sig, fordi butikslokalerne bliver billigere. Og det spreder sig til måden man bygger på. Den klassiske førstesal rykker tættere på jorden og kommer til at ligge ovenpå nogle store afleveringsbokse med køleelementer til online-handel. (Ja, det bliver kedeligt.)
Corona kan til gengæld blive ejendomsmæglerkontorets redning og så har vi i det mindste stadig noget at grine af. I et tilfælde af ekstrem resistens overfor digital udvikling har mæglerne i mange år printet internettet og hængt det op i deres vinduer. Det har både været komisk og tragisk. Men de bliver reddet på målstregen, for med billigere butikslokaler kan end ikke økonomi tvinge dem til at følge med tiden.

#Coronavirus #kultur #forandring #8

En stor forandring i virksomheder efter Corona-krisen bliver omnichannels endelige gennembrud – noget vi har snakket om i umindelige tider! Omnichannel er idéen om at kundeoplevelsen er den samme uanset hvilken kanal man er i. Det betyder, at kanalerne skal støtte, ikke udfordre hinanden, hvilket ikke dur i de fleste virksomheders organisering, da man i mange år har haft et fucked up mind-set om, at kanalerne æder hinandens omsætning.
Så de fleste danske virksomheder har strategisk været opdelt i en retail og en onlineforretning, der har bekriget hinanden. Det mind-set slutter med Corona’en. Ingen er nu i tvivl om, at ecommerce er en tvingende nødvendighed og stakkels de virksomheder, der ikke nåede det. Og alle fysiske butikker er på samme måde heller ikke i tvivl om, at de skal gentænke deres strategi. Enten fordi de er blevet værre stillet, eller fordi de er nødt til at forberede sig på risikoen for en ny epidemi. Så der er ingen vej udenom omnichannel. Post-corona skal vi alle være ligeglade med hvor salget kommer fra. Vi skal kunne det samme i alle kanaler, købe, blive inspireret og researche. Og det er ok. Internettet bliver rigere og butikkerne bliver bygget om til oplevelsestempler. I'm in! Hit me, Normal!

#Corona #kultur #forandring #7

På min liste over ting der kommer til at forandre sig er vi nødt til at tale om sommeren. Den årstid som vi går i møde, bliver radikal anderledes end nogen anden sommer vi har oplevet. Ingen ferieture, ingen restauranter, ingen festivaler. Vi aner ikke hvad vi skal lave og vi har ingenting at bruge penge på. Stakkels natur. Den kommer til at bliver overrendt af en flok nyvundne naturister og DIY-danskere der skal lave bål med strygestål inden de går til køjs i et shelter. (Og hvis jeg havde en business der producerede ting og sager, ville jeg putte et lille dannebrogsflag på det alt sammen.)
Det bliver en mærkelig sommer, men for mange bliver det deres bedste ferie nogensinde. Alle de sædvanlige rejser vi stæser afsted på er ikke andet end fantasier, der aldrig bliver indfriet. Nej, så hellere end fantasiløs dansk sommer hvor ingen forventer noget af hverken gæsterne eller af destinationen. Du kan kun kede dig. Og det er helt ok, for du har ikke givet 45.000 kroner for det. Så måske er vi bankerot på den anden side, men i det mindste er vi også udhvilede.

#Corona #kultur #forandring #6

Død over lusene! Lad os alle kæmme vores børn nu! Den sjette forandring på min liste er en der ikke kommer af sig selv. Den kræver handling. Hvis alle forældre i Danmark kæmmer deres børn på onsdag, på Danmarks første nationale kæmmedag, så kan vi én gang for alle blive lusene kvit. Tro mig, det er slemt. Jeg har fire børn. Tre af dem er piger med langt hår. Og straks lusene og æggene er bekæmpet kommer de fluks tilbage igen når børnene er tilbage i skolen. Lus er en plage for forældre og deres børn. Udover at være en tidsrøver, så er det også medvirkende til et stort fravær i skolerne. Så lad os udnytte de sidste Corona-tider med børnene hjemme til at kæmme, kæmme og kæmme. Jeg har lavet en hjemmeside til os alle med nogle badges og memes på lusefritdanmark .dk Og hvis vi havde haft bedre tid, havde vi også kunne ordne børneorm, fnat og jeg ved ikke hvad. Det kan vi ikke. Men vi kan nå at fjerne lusene én gang for alle. Kæm for Danmark, kæm dit barn, på onsdag!

#Corona #kultur #forandring #5

På min liste over det der bliver forandret hvis Coronaen trækker ud, kommer her en påstand om, at Danmark bliver mindre. Simpelthen. Det bliver lettere at drive B2B business i hele landet, selvom man ikke er fysisk tilstede i hele landet. Før Corona var der en stor tyk mur mellem Jylland og København. Uden et kontor i Jylland, ingen jyske kunder og omvendt. Lagde det københavnske firma alligevel an på en jyde, så var det ind i bilen og vupti røg der en dag på et enkelt møde.
Det er imponerende, hvor lidt man tænkte på virtuelle møder før-Corona. Man havde en idé om et altafgørende høflighedsritual som kun kunne finde sted fysisk. Og nu viser det sig, at det omvendte er uendelig mere effektivt. I stedet for at indlede alle relationer med en guldvask, så viser det sig at give mening, at man først virtuelt siger hej og afdækker behov, og hvis der så er noget at snakke om, så tager man den lange køretur. Vi kommer til at grine af dengang hvor vi aflyste møder fordi vi ikke kunne mødes IRL.
I det hele taget kommer det formindskede Danmark, kombineret med den øvrige effektivitet ved videomøder, til at give os en vækst der måske, for B2B business, er hele krisen værd. For sælgere i hvert fald, er Corona en revolution.

#Corona #kultur #forandring #4

På min liste over det der bliver forandret, hvis Coronaen trækker ud, kommer brugen af teknologi med som nummer fire. Corona angriber ikke kun lungerne, men også enhver form for teknologiforskrækkelse. Og det kommer til at betyde utrolig meget for business. Enterprisesoftware, SaaS-løsninger, MarTec, AI, chatbots, you name it, har i årevis haft et enormt potentiale, men virksomhederne har været tunge at danse med. Og den tunghed har primært handlet om teknologiforskrækkelse; at man altid har gjort tingene på en bestemt måde - selvom man gerne vil være digitale, så vil man ikke være alt for digitale. Udover at Zoom pludselig er den næstmest downloadede app efter Tik Tok og at virksomheder bliver tvunget ud i en virtuel virkelighed, så forstår de fleste privatpersoner også, hvilken enorm forskel teknologi gør. En Corona-epidemi uden smartphones og internet? Hjemmearbejde uden videokonferencer? Isolation uden sociale medier, onlineshopping og nemlig .com? Isolation uden Netflix! Børn hjemme fra skole uden IT? Listen er lang og fantastisk. Teknologi er endelig blevet alles ven.

#Corona #kultur #forandring #3

Jeg er i gang med en liste over alt det som bliver forandret, hvis Coronaen trækker ud. Nummer tre på listen burde slet ikke være her. Det er nemlig sex, som er kommet for at blive uanset hvor meget de aflyser erotik messer verden over. Med skråsikkerhed kan vi konstatere, at hvor lang og hård karantænen end bliver, så kommer sex aldrig til at gå af mode. Sexarbejdere på stribe kommer til at have det endnu hårdere end de havde det før, men til gengæld kommer alt til at eksplodere når udgangsforbuddene ophæves. Med alle de tusindvis af ekstra skilsmisser på grund af Corona’en, vil der tilmed være flere singler end nogensinde før. Og de vil tilmed være lettere at score, da alle ensomme singler fra deres isolation har svoret at være mindre kræsne i fremtiden.
Om sex efter Corona’en er bedre end sex før, er tvivlsomt, da sex under Corona’en har en klar fordel. Sex har nemlig altid haft det bedst i det skjulte og forbudte. Så desto mere afstand vi skal tage fra hinanden, desto mere pirrende bliver det at kommer helt tæt på. Og nå ja, der kommer til at dukke et par telefonsex-firmaer op, som kommer til at dø hurtigt igen.

#Corona #kultur #forandring #2

Jeg er i gang med en liste over alt det som bliver forandret hvis Coronaen trækker ud. Her er nummer to: Det kommer til at gå ud over kvinderne. Vi så det allerede efter få dage med Corona, et voksende antal kvinder tog kontakt til krisecentrene. Det er ikke godt for folk i et voldeligt parforhold at skulle være sammen med partneren 24/7. Men som om det ikke er galt nok, så skal man ikke være særlig snu for at kunne forudsige, at det bliver kvinderne der ender med børnene, når skolerne og dagsinstitutionerne fortsætter med at være lukkede. Og ikke kun hjemme, men overalt vil der være brug for ’frivillige’ der ’ser efter’ andre. Desto længere Corona’en er over os, desto tættere kommer vi på 50’ernes familieidealer. Far går på arbejde. Mor laver mad.

#Corona #kultur #forandring #1

Jeg er i gang med en liste, jeg lader dem dryppe som de er klar. Her er den første: Flyselskaber og rejseselskaber som vi kender dem, forsvinder. Ikke bare på grund af Corona, men også fordi det vil være langt sværere at forsvare at starte de industrier op igen i den globaliserede skala på grund af klimaet.
Det var rigtig svært at få folk til at acceptere, at de ikke måtte købe billige flybilletter og flyve verden rundt på ferie og forretningsrejse, da de havde vanen med at gøre det og da de kunne se, at alle andre gjorde det. Men det er meget lettere at få folk til at acceptere, at de ikke skal i gang med at flyve en masse igen, når de først har lært at lade være. Og så er der både frygten for pandemier og frygten for klimakatastrofen, som gode argumenter imod. Og hvis først man kan vælte den domino-klods, så er der en helt del andet, som også kommer til at falde. Samfund som primært lever af turisme får det svært.

Hvad hamstrede du

I mit supermarked var det mælk, gær og toastbrød der blev støvsuget fra hylderne. Det er tre meget forskellige produkter. Mælken er frisk og holder ikke længe. Men de fleste køber den. At den er væk er et tegn på at mange var ude at handle. Gæren er anderledes. Den er for de færreste, men den er et symbol på krise. Ligesom man skal have Moncler-jakker og køre Ferrari, hvis man er nyrig, så skal man også have gær i en krise. Mange pakker gær. To er ikke nok. 20 pakker gør en tryg. Det sære er så, hvorfor der bestemt ikke er mangel på mel. Men på den anden side, så elsker vi også at køre i firehjulstrækkere i vores lille, flade, asfalterede land. Toastbrødet siger noget om det segment, der går amok og hamstrer mad. Og måske hænger toastbrødet nøje sammen med de søde kartofler, der åbenbart er så rasende upopulære, at selv da det meste andet grønt var ved at svinde ind, så var der stadig ikke fjernet en sød kartoffel.
Hvad mangler der i jeres supermarked? Hvad fik I med ud, onsdag aften?

Er Kristus kommet igen som Greta Thunberg

Ifølge bibelen kommer Kristus igen. Ingen ved hvornår. Ingen ved hvordan. Men én ting er sikkert, når han kommer er der ikke langt til dommens dag og verdens undergang. I hvert fald den verden vi kender. Hvad der venter på den anden side, kan vi kun gisne om.

I de sidste 2000 år har man hele tiden troet, at nu var det nu. Nu lever vi i de sidste tider. Nu kommer Kristus igen. Man har altid set krig og en fordærvet ungdom, som de sikre tegn. Men nu er der sket noget andet, som får Mokai-elskende unge til at blegne: Klimaforandringer som gør en ende på hele Guds skaberværk. Der findes vel ikke noget værre end at få undergravet eksistensgrundlaget sådan helt bogstaveligt?

Lad os antage, at vi så rent faktisk lever i de sidste tider. Nu er det nu. Det stiller os i en interessant situation. Kommer Kristus og erklærer sig som værende Kristus, der er kommet igen? Næppe. Han var ikke forfængelig. Det handlede ikke om ham, men om de sjæle der var omkring ham. Og problemerne ville også tordne sig op, hvis en langhåret, måske endog sort, mand pludselig kom og lavede trylletricks i bedste sendetid. Nej netop, han ville ikke få nogen sendetid overhovedet.

Jesus var kendt for klar tale. Harmdirrende og følelsesladet. Han trængte igennem og skabte en bevægelse. Folk fulgte ham, debatterede ham og enten hadede eller elskede ham. Jesus tog til templet for at vælte deres borde og ypperstepræsterne kæmpede imod ham.

Hvad sker der når Greta Thunberg kommer til templerne? Det er rigtigt. Politikerne har lært af lektien fra de gamle jøder og lukker hende ind. Men hun svarer dem med ord, der kun er Kristus værdig: ”Over alt, hvor jeg kommer frem, ser jeg det samme. Politikere vil have selfies med mig, men vil ikke gøre noget. De fortæller de samme løgne og afgiver de samme tomme løfter.”

Hendes skikkelse er også et hint. Hvilken krop ville Jesus vælge? En vakker fotomodel? En ung smuk mand? Nej, Jesus i dag kan kun være en kvinde, med et lidt ubestemmeligt udseende, og selvfølgelig med en diagnose. Han er vel Guds søn, faderen der altid har foretrukket de yngste og svageste.

Tidsperspektivet er interessant. For skal dommens dag ikke komme som en tyv om natten? Jo, men hvilken nat? Guds eller vores? Tiden er en helt anden for Gud og det har den altid været. Fra Josef var i Ægypten, til Gud kiggede igen og fik øje på Moses, var der gået over 400 år. Fra fangeskabet i Babylon til Jesus blev født gik der over 500 år. Tid har altid været en anden størrelse for Gud end for os. Klimaforandringer kan meget vel være en sløv affære for os og en øjeblikshændelse for ham. Tænk på, at Gud lang tid før vi kom til, spenderede sin opmærksomhed på galakser, der stødte sammen. Han kommer fra en kalender med en milliard år på hver side.

Den opmærksomme og måske også den bibelkyndige vil indvende, at Greta minder mere om en vred Gud fra mosebøgerne. Og det er sandt. Man kan sige, at man for at komme i kridthuset hos Greta skal være villig til at ofre noget, bevise sin synd og leve efter loven, som hos Greta er den videnskab, der fortæller hvad vi skal gøre, for at det hele ikke går ad helvede til. Hun virker ikke til at være så overbærende i forhold til menneskets skavanker. Hun er ikke "tilgiv dem far, for de ved ikke hvad de gør," men "straf dem, for de er falske og selv skyld i deres ulykke!" Og det er også korrekt. Og på den front ligner hun Kristus på en prik. For lige så tilgivende han prædikede, at man skulle være over for den svage, lige så uforsonlig var han over for de verdslige magthavere. Hvor let var det nu det var for en rig, at komme i hans fars rige? Præcis. Der er lige så meget plads til farisæerne, saddukæerne og de skriftkloge i himlen, som der er plads til verdens regeringsledere i Greta Thunbergs kridthus. Og nej, hun kan heller ikke bestikkes med en halv million svenske kroner og en Nordisk Råds pris.

Greta Thunberg er Jesus med sociale medier. Og ligesom han var dengang, sådan er hun i dag: Er du med mig? Så smid alt hvad du har i hænderne og forlad det du kender.

Vi skal have en kønspolitik i MUST

Inde i mit hoved sker der for tiden en masse forskellige kortslutninger der hvor LGBT, at vimse og M/K ligger. Det er som om jeg forstår alle sider i de rødglødende diskussioner der foregår. Jeg kunne ikke være mere enig med mange forskellige partnere. Så nu skal det være. Jeg skal finde ud, hvad vi som firma mener, og jeg skal have skrevet det ned. Jeg er enig med Lise Rønne. Og jeg mener, at Kristian Jensen har fået en hård medfart som Pernille Rosendahls nye fyr. Og jeg mener, at man ikke nødvendigvis behøver at blive forarget, hver gang der er en anledning. Kønspolitik for firmaet og arbejdspladsen is coming up. Der skal være styr på sprog, stil, tone og antal. Vi skal være bevidste.

70 procent eller stilhed

Vi kan ikke love, at vi i 2020 tager vores tørn for klimaet. Men vi kan love, at vi ikke kommer til at bruge din kostbare tid på at prale af vores gode klima-intentioner. Enten så finder vi en måde, så MUST kan bidrage til 70 procents reduktionsmålet, eller også så taler vi om noget andet. (I øvrigt så stopper det også i 2020 med at være muligt at få ros for gode klimahensigter. Det er ligesom at blive 40 ifølge komikeren Louis CK. Når man er 40 forventes det, at man kan klare det hele. Og sådan er det med klimaet i 2020. Klimaproblemerne er blevet voksne.)

Selvafvikling i stedet for selvudvikling

MUST og vores kunder fylder stadig for meget i vores kommunikation. Ingen gider høre om det. Dem vi kommunikerer til vil hellere høre noget om dem selv. De vil høre hvorfor er vi så vilde med dem. Hvorfor vi vil have deres opmærksomhed. I 2020 skal vi overgå 100 procent til public service og kun tjene offentlighedens interesser. Også når vi kommunikerer for vores kunder. Hvem er MUST? Who cares. Hvem er du til gengæld der sidder netop nu og læser disse ord?

Native er død

Den så dagens lys for kun en håndfuld år siden: ’sponsoreret indhold.’ Der var mange diskussioner internt på aviserne. Kan man virkelig blande journalistik og reklame, sagde de. Men pengene vandt over bekymringerne, og artikler og billeder med firmalogoer som afsendere poppede op på netmedierne.

Skal man give en hurtig status på fænomenet er der nok ikke meget mere at sige end at genren er død. Stendød. Det har aldrig været mærkeligere at se blandingen af reklame og journalistik. Nogle gange er det bare underligt. Som for eksempel når Toyota pludselig skal til at fortælle noget om hvor miljøskadelige jeans er. Eller når Banknordik skal gøre os klogere på at læger er dårlige til at kommunikere. Andre gange er det for tykt. Som når Santa Maria har fundet et par topkokke der ’afslører’ at danskerne snyder sig selv for store oplevelser når de ikke ved hvor stor en rolle krydderier spiller. Okay, Santa Maria, big news.

Der hvor kæden hopper af og det som har dræbt native er ikke det sære og underlige indhold. Det er alt det kedelige. 99 procent af alt native burde aldrig være skrevet. Det er en hån mod læseren. Lad os tage nogle overskrifter: Sommerhuset er familiens nye sort. Afsender: Sommerhusfirma. 15 højdepunkter alle bør opleve i Australien. Afsender: Rejsebureau med Australien som speciale. Seks gode grunde til at besøge Skagen. Afsender: Hotel i Skagen. Eller hvad med denne her fra Ørsted: Vi bevæger os ind i en fase hvor vores energiforbrug ikke længere kan ignores.

At tro at det at det ligger på jp, pol eller berlingske gør, at selv den mest intetsigende artikel pludselig bliver interessant, det er total idioti.

Der er nogle tommelfingerregler som er blevet glemt. For det første er native kun en distributionskanal. Det skal stadig være relevant for modtagerne. Ligesom med al anden kommunikation.

For det andet skal enhver nativehistorie bestå PR-testen. Kan denne historie sendes ud som PR? Vil man kunne sælge denne historie til en journalist? Vil man kunne ringe til en journalist på Jyllandsposten og få ham til at skrive en historie om at Åbenrå er en god studieby? Nej. Så dur den heller ikke som native. Det samme med Toyotas historie om at jeans er skadelige for miljøet. Den historie er på alder med den første Corolla.

Den tredje tommelfingerregel er at man skal fortælle noget om det man ved noget om.

Nativegenren er blevet sin egen lille grimme niche i aviserne. Men det at træde ud af salgs-skallen og blive historiefortæller og arrangør af interessante begivenheder i sine målgruppers liv, den rejse er stadig mulig for kvikke og modige brands.

Greta irriterer til forandring

Greta Thunberg står distancen. Lige meget hvad hun foretager sig, bliver det forsidestof og debatteret. Hun er så populær, at både verdensledere og undergrundsbevægelser kæmper om hendes støtte, mens fjenderne konspirerer om hvorvidt hun er Illuminati.

Men hvorfor er hun så irriterende?

Fordi hun er en idealistisk teenager, som konstant konfronterer os med vores dårlige samvittighed. Hun er som det barn, der stiller sin far det åbenlyse spørgsmål: “Hvorfor skal du ikke køre med cykelhjelm?” og som man ikke kan affærdige, uden at blotte sin totale mangel på principper.

Sandheden er jo, ganske simpelt, at vi ikke gider køre med cykelhjelm, ligeså lidt som vi gider redde klimaet. Vi vil gerne bestemme at vores børn kører med cykelhjelm og vi ønsker, at andre arbejder for at redde klimaet, men vi gider ikke selv.

Der er simpelthen forskel på at ville have noget ændret, og at ville ændre det. De fleste af os er i den første båd.

Det er så svært at ændre egne vaner og så nemt, at bede andre om at gøre det. Men alligevel ser det ud til, at idealisme og moralisering kan have stor indvirkning. Der er mange der i dag kører med cykelhjelm og der er endda blevet opfundet en Hövding Airbag, så man slipper for den frygtede skal. Den udvikling var aldrig sket uden de dømmende øjne og det konstante pres, der til sidst kan få selv den mest standhaftige nægter til at bukke under. Og sker det først, så går man ikke tilbage.

Greta Thunberg er det nødvendige irritationsmoment, som vi er tvunget til at forholde os til og prøve at undgå. Enten ved at ændre vores vaner og på den måde forstumme kritikken eller ved at opfinde ny teknologi, som kan tilfredsstille alle parter.

Og vi vil vel hellere forsøge at undgå smæk fra Greta, end fra hele planeten.

Flow/stream 2

Meget kan siges om det faktum at streaming er ved at overtage flow-tv, men kan man bruge det til at sige noget om vores forhold til tid? Ja, bestemt.

Vi spørger for eksempel ikke længere om man afsnittet i mandags, men om man har set afsnittet fra i mandags. Vi bruger førnutid, i stedet for datid. Vi oplever med andre ord verden på en anden måde. En måde som ændrer vores sprog og vores tidsopfattelse. Datid bruges om det fortidige, i et afsluttet tidsrum, hvorimod førnutid endnu ikke er afsluttet. Ved brug af datid, lægger man vægt på at chancen for at se programmet var i mandags, i førnutid har det været tilgængeligt siden i mandags. Tilgængelighed frem for forgængelighed.

Betyder det at vi mister vores begreb om forgængeligheden? Ja, det gør det. Vi er på den ene side bevidste om, at alle produkter har en indbygget holdbarhedsdato og at mange af de ting vi holder af, går ud af produktion, men vi nægter i højere grad at forlige os med tanken om, at de ikke vender tilbage. De er varige og kan gendannes, fordi de er gemt og lagret. Selv Notre Dame har vi i en 3D-version, så tiden kan spoles tilbage til før branden. Og hvis den ryger, har vi en backup, af backuppen.

Men forgængeligheden lurer i kulissen. Vi er bevidste om forfald. Store filosoffers skrifter er gået tabt, kunstværker er over tid blevet opløst og arkitektur og religiøse artefakter er blevet destrueret i tidligere tiders ideologiske opgør. Og uanset hvor godt vi prøver at bevare os selv, så ved vi inderst inde, at vi ikke blot er glemt en halv generation efter vi er gået bort, de fleste af os bliver glemt allerede imens vi er i live.

Fear of missing out

I Cannes kan man opleve store flokke der styrter afsted. Er der først én der løber, så følger alle med - Fear of Missing Out. Digitalisering og marketingsstrategier har nu spredt fænomenet til vores dagligdag og vi behøver ikke længere være fysisk til stede for at rende efter samme mål, det kan klares på telefonen, når vi tilmelder os events og køber produkter. Det er blevet en succesmarkør, når serveren bryder sammen.

Vil man markedsføre et produkt ved hjælp af FoMO, så er det ikke produktet man sælger, men produktets popularitet. Der skal opbygges hype, selvom produktet måske ikke engang eksisterer endnu, som for eksempel var tilfældet ved den famøse Fyre Festival.

FoMO taler til det laveste i mennesket og udstiller vores værste sider. Når kunder betaler andre for at ligge i kø til et par Yeezy-sko eller når de sidste i køen dømmer dem der kom først til fadet, samtidig med at de kæmper med at undertrykke egen misundelse, så er det skamfuldt.

Når man vælger at gøre brug af en FoMO-strategi, så konfronterer man kunderne med deres grådighed, usikkerhed og kræver at de bruger deres tid på medierne, på jagt efter endnu et fantasi-produkt, som kan give lidt anerkendelse. Man lukrerer på splittelse, når man hylder mantraet: You snooze, you lose.

Men fænomenet har kort levetid. Kunderne immuniseres i stigende grad og bliver skeptiske over for den konstante unikke mulighed, som ofte blot viser sig at være endnu et overhypet produkt. FoMO har intet formål, udover selvopholdelse og er derfor den diametrale modsætning til Purpose der er ambitiøst og bunder i en tro på at man sammen kan ændre holdning og adfærd, til gavn for fællesskabet. FoMO-markedsføring er ikke blot et udtryk for branchens manglende tiltro til eget potentiale i samfundet, men også en reducering af kunden til ren egoisme.

Cykelflok

Cykler man på indfaldsvejene om morgenen i myldretrafikken, er man vidne til flere mærkværdige fænomener. Cykelfelter så store som dem i Tour de France. Turister, som er stået tidligt op og filmer de lange træk. Og så er der dem. De enkelte. Dem, der ødelægger det for de andre.

Morgenfærdsel på cykelstierne bør bevæge sig som en dyreflok. Sensorerne er ude og man besvarer bevægelsen fra den nærmeste. Kollektivet er et legeme. Men alligevel går det galt, gang på gang. Der findes afvigere i flokken. Individer, som kører indenom på fortovet når der holdes for rødt eller spontant bryder rytmen og prøver at mase sig frem. Konsekvensen er, at homogeniteten forstyrres. Nu skal den enkelte pludselig selv handle og kan ikke længere nøjes med at reagere. Hele flokken ender med at bøde.

Gennemgår man de morgenfriske turisters bevismateriale, tegner der sig et mønster. En udbryderprofil. De forstyrrende medlemmer i flokken er overvejende unge og ældre mænd. De unge udfordrer autoriteten, flokkens vilje, og vil sikkert af nogle tolkes som et sundhedstegn. De gamle har derimod overbevist sig selv om at de står over flokken. De er selv en autoritet og har en ret til at ofre fællesskabet.

En strømlinet fugleflok er et fascinerende skue. Det er behageligt, at se samarbejde og disciplin gå op i en højere enhed. En usammenhængende menneskeflok er derimod et komisk syn. Her er det frustrationen over fællesskabet der råder. Endnu en morgen med de samme velkendte konflikter.

Min kamp midt i Min kamp

Knausgårds Min kamp findes på lydbog. Det er et langt, stærkt og personligt værk i 6 bind, så indtaleren bliver med tiden synonym med Knausgård. Liv, oplevelser, rædsel, refleksioner og følelser udtrykkes ikke kun i sproget, men også gennem stemmen. Derfor er der også noget utilgiveligt ved, at man i den danske udgave har valgt at skifte indtaler i bind 5 og 6. Illusionen brister og man bliver pinligt opmærksom på, at stemmens subjekt tilhører en anden. En ikke-Knausgård.

Rent fysisk er stemmen lydbølger og vibrationer. I produktionen bruger den adskillige elementer; tanke og følelse, som den vil udtrykke; energi fra vores åndedræt; lydkilde, som er strube med stemmelæber; et klangrum, halsens svælg, næse- og mundhule og lydens artikulation til sprog med tunge, kæbe og læber. Men en stemme er meget andet. Den er identitet. Psykens fingeraftryk.

Identitet ændrer sig over tid, men vi har en bevidsthed om, at vi altid har været et selv. Der er en kerne, et jeg, som består gennem livet. Sådan er det også med stemmen. Den har sin særegenhed og jo bedre vi kender hinanden, jo bedre kan vi tolke hinandens klang. ”Hvordan lød hun?” vil ikke vide hvad hun sagde, men hvordan hun sagde det. Hvad stemmen afslørede.

Læser vi en bog, gør vi en stor del af arbejdet. Vi indtager sproget med øjnene og lægger selv stemme til. Det er en individuel proces. Lytter vi derimod, opstår der et samspil. Vi indtager både sprog og stemme. Den giver os følelse, tempo, tone og bevægelse. Forholdet mellem øre og stemme er et intimt forhold og en pludselig udskiftning kan derfor føles som et kærestebrud.

Hvad skal man med naturen

Vi opdagede først skovene, da vi forlod dem. Sådan lyder historien om menneskets fald fra naturen. Så snart vi slog øjnene op og betragtede naturen, som noget andet end os selv, var vi dømt til at give den en mening. Naturen blev et spektakel. Noget vi kunne nyde, frygte, forsøge at overvinde og tæmme eller noget vi var forpligtet til at beskytte. Moses mødte Gud i naturen og Jesus mødte Djævlen. Vi kan alle blive bjergtaget i naturen og måske møde os selv. Naturen giver os oplevelser, mening og muligheder.

Siden menneskets tidsalder har naturen altid været til for os. Vi har udvundet alt fra den og dermed ændret os selv og vores planet. Siden det 20. århundrede har vi i stigende grad genopdaget naturen og er begyndt at længes efter autenticitet, en tilbagevenden til et idealiseret billede af hvad den var engang. Naturens iboende orden. Men den ide kræver vel egentlig at menneskene forsvinder, og det ville vel også være unaturligt? En anden mulighed er at kultivere den. Passe den, som var det vores egen have. Klima kunne vi kalde den. Klima er et nyt kapitel i menneskets fortælling om os selv, men vi taler stadig på vegne af alle andre aktører. Vi fortolker vores omgivelser og giver dem roller og mening i vores historie. Vi kan ikke andet.

Al snak om at redde vores planet, rydde op i en flod eller kæmpe for tigerens overlevelse, er i bund og grund en redningsplan, der går ud på at redde os selv og vores forestilling om naturen. Og det er anstrengelsen værd.

For der findes også en anden natur. En natur, der ikke er skabt i vores billede og ikke behøver en mening for at være. Den har eksisteret længere tilbage end vi har svar og den vil overleve alt hvad vi kan forestille os. Den natur kan vi ikke ændre. Og spørger man den, hvad den skal med mennesket, vil svaret være et rungende: ”Intet!”

Purpose or what

Seneste generation indenfor marketing begraver purpose. Det er ligegyldigt om virksomheder har et stort, flot forkromet mål med deres virke, det eneste forbrugerne koncentrerer sig om er what, altså hvad de køber. Men en kontooversigt vil hurtigt tegne et billede af fantasier, fejlkøb og unødvendige impulskøb. Vi køber ikke fordi vi har brug for det, men fordi vi har en drøm om hvem vi vil være og et håb om at genstanden kan forløse. Men hvor kommer de fantasier fra og er vi overhovedet i stand til at vide hvad vi vil have?

Fantasier konstrueres. Nogle gange ved et rent tilfælde. Elisabeth 1 skabte i slut 1500-tallet en efterspørgsel på sort maling til tænderne. Årsagen var at hun spiste masser af slik og fik rådne tænder. Da sukker var en luksus for de få, så måtte man male sine tænder, for at vise andre at man havde penge og fik rigeligt med karameller.

Konstruktion af fantasi kræver også forførelse. Undersøgelser, analyser skal give et billede af samtiden og forbrugerne og de rette talenter skal udvikle og sælge et produkt, skabe en efterspørgsel, et unødvendigt behov, som vi ikke kan modstå.

I dag kan behov konstrueres ved hjælp af indsamling af den data, der siver ud af os, hvor end vi går. Data om sted, motion, ferieoplevelser, fester, familie, venner, kolleger, tøj, bolig og vigtigst af alt, data om hvad vi vil spise og hvem vi vil knalde. Sensorerne slås ud, algoritmen optimeres og som et orakel, kan en veltilrettelagt reklame ramme os, når vi er allermest sårbare.

Måske er det vores stigende bevidsthed om tilfældet, forførelsen og overvågningen der skaber et behov for purpose. Vi længes efter at kunne stå inde for vores kontooversigt. Vi er trætte af at blive efterladt med bukserne nede og sorte tænder.

Trump og Paludan

Hvis Trump var et show, så befinder publikum sig i et intermezzo. Alle har kæmpet om billetter, købt programmet, fulgt med i omtalen og har bestemt også, i showets første del, fået noget for pengene. Men nu, pause. Sidste akt venter. Og desværre mærker alle, at det kun kan skuffe. Alligevel må vi have det sidste med. Vi har investeret for meget til at gå glip af finalen. Vi drømmer om et klimaks. Trumps fald Tæppefald.

Der er valgkamp i Danmark og vi har, ifølge politiske kommentatorer, fået vores egen Trump. Paludan. Han elsker en god performance, taler til de vrede, er outsider, har en forbavsende tiltro til egne evner og er ikke bleg for at lægge sig ud med alt og alle. På nær danskerne. They are great people. Paludan vil, som Trump, kunne forarge os på en frydefuld måde og bekræfte vores moralske ståsted, igen og igen. Det så man tydeligt til første paneldebat, hvor alle partiledere stod i kø for at tage afstand og hævde sig selv.

Problemet for Paludan er, at hans show er en genopsætning af det amerikanske. Og endda et dårligt et af slagsen. Han har, alt for tidligt, smidt sine trumfkort. Han kan ikke overraske, kun gentage. Den opsætning vinder ikke et stort publikum. Vi er mætte og venter stadig utålmodigt på at det originale show skal få sin ende.

At råbe homo

Fodbold er blevet synonym med hetero. Det er det meste sport. Det handler om power. Det er noget med, at vi antager, at en mand, der er sammen med en kvinde, er stærkere, end en mand der er sammen med en mand. Hvilket egentlig er lidt sært. 1 mand + 1 kvinde = 1 mand. Hvorimod 1 mand + 1 mand = 2 mænd. Der er dobbelt så meget mandepower, i to mænd der knepper, end i én mand der elsker med sin kone. Det konkluderede allerede Platon i Symposion.

Det, der måske gør heterofikseringen i fodbold mest sær, er, det der sker, når en fodboldfan på tilskuerpladserne råber homo efter en fodboldspiller på banen. For hvad er det egentligt, han råber? Du er homo! Jeg dominerer dig. Jeg er stærk, du er svag. Jeg giver, du tager.

Det er uomtvisteligt, at det er en seksualiserende adfærd at råbe homo efter en anden. Og det er ikke en submissiv adfærd. Det er ikke venligt ment, men omvendt; det er dominerende. Så det der egentlig sker på fodboldstadions, når tilskuerne råber homo efter Viktor Fischer, er, at de råber: ‘Jeg har lyst til dig. Jeg vil have dig. Jeg tager dig.’

Good Cookie/Bad Cookie

Vi accepterer overvågning med tommelfingeren eller et hurtigt højreklik. Og det, at de spørger først, bliver til sidst et irritationsmoment. ”Ja, jeg accepterer alle Cookies og lover at leve med dem i medgang og modgang, til døden os skiller.”

Det er jo nemt at forstå hvordan mekanismen fungerer. Man registrerer clicks, vaner og whereabouts, tegner en profil, tilhørende en gruppe, og gør det lettere for udbyderne at målrette produkter. Man slipper for at tage stilling til det som ikke har interesse. Vi beriges. De beriges. Win-win.

Så hvad er problemet?

Registreringen forudsætter først og fremmest at jeg ved hvad jeg vil og vil have. Jeg accepterer cookies, fordi jeg vil have mere, hører hjemme på siden og er potentiel køber.

Virkeligheder er bare en anden. Meget netsøgning er spildtid og guilty pleasures. Fx boligmarkedet, nutidens porno, som vi ikke kan få nok af, til åbent hus-arrangementer, på TV og mest af alt, på nettet. Problemet for marketingsovervågningen er her, at vi ikke kigger på boliger fordi vi vil købe, men fordi vi vil have et kig ind hos de andre, snage og kritisere eller måske drømme os væk, et kort sekund. De målrettede reklamer ender derfor med at påminde os om vores hemmelige tendenser.

Udover det bliver vi proppet i en kasse. Man dropper forførelsen og råber i stedet. ”Du er en mand på 40. Du vil have Viagra og en sportsvogn!” Man kunne ligeså godt kalde os for taber.

Men er det ikke et spørgsmål om tid, før algoritmerne er optimeret, så de præcis kan tilbyde hvad vi efterspørger? Svaret er nej. Det menneskelige begær fungerer ikke sådan. Vi søger hele tiden noget, men finder intet der tilfredsstiller vores behov. Der er hele tiden tomhed, et fravær, og det er det som markedsføring tidligere har været dygtige til at opfylde, for en stund, skjule tomrummet lidt, med erstatningsprodukter.

Det er ikke pinligt for os, at vi ikke kan blive fuldt tilfredsstillet, men det er ydmygende, at blive konfronteret med, at vi egentlig ikke er i stand til at ville noget. Det er den erkendelse vi konfronteres med når man i stedet for at sige: “Her er det, som du kan begære,” som markedsføring traditionelt har gjort det, siger: “Her er det, som du i virkeligheden begærer, uden at du er klar over det.” Det er opskriften på et overgreb.

“Du vil jo gerne! Du tror, du siger nej, fordi du ikke vil, men jeg ved bedre og nu viser jeg dig det!”

Flow/stream

Man ændrer sig, både foran skærmen og i offentligheden, alt efter om man ser flow tv eller streamer. På flow tv kan man se nyheder, sport eller enkelte programmer, som kræver, at man tuner ind på et bestemt tidspunkt. Man kan også bare zappe rundt og lade sig lede af den sendeflade, man havner på, som er tilrettelagt for en. Man accepterer kanalens præmisser. Reklamepauserne får os ikke til at slukke, vi ser med glæde en genudsendelse eller nøjes med en halv film, nogle gange endda film, vi i forvejen har liggende på DVD et sted. Vi er nærmest afmægtige foran skærmen. Eneste måde at yde indflydelse på er at slukke. Men flow tv er også fællesskab. Man kan (kunne) mødes over frokost på arbejde og snakke om afsnittet, som blev sendt aftenen før, og som alle har en mening om. Man er nødt til at være trofast og kan egentlig heller ikke andet. Det er anderledes, når vi streamer. Her er det os, der handler, og det fører sjovt nok en del frustration med sig. Vi bliver kræsne og må arbejde for underholdningen. Nogle gange bruger man mere tid på at vælge en film, end man gør på at se den, og man skuffes i højere grad, hvis filmen ikke lever op til forventningerne. Streaming er den individuelle underholdning og kan endda fragmentere fællesskabet. Hvis en kollega taler over sig om et nyt afsnit af Game of Thrones, så spolerer man det for andre. Man ødelægger deres underholdning, som de har rettighed til selv at bestemme, hvornår de vil se. Friheden til selv at vælge fordrer, at fællesskabet kommer i anden række. Uafhængigheden har sin pris og frustrationen bliver tydeligere, da man jo selv har truffet sine valg. Fællesskabet kræver til gengæld underkastelse. Man må overgive sig og acceptere, det der bliver serveret. Eneste vej ud er at gå solo eller trække stikket.

Sort hul 2

Fotografiet af det sorte hul har krævet en enorm indsats og kulminationen på en udvikling, som går længere tilbage, end vi kan forestille os. Det afbilder et fænomen, som vi ikke kan begribe. Det er et mastodontisk kunstværk og derfor også virkelig svært at kritisere. Det faktum cementerer billedet af det sorte huls storhed. For vi elsker at kritisere kunst. For nogle, er det ligefrem det, den er til for. Statsfinansieret kunst har fx altid været en prygelknabe, og kritikken har især gået på, at kunsten er unyttig. Penge ud af vinduet. Jakob Jakobsens ”Dødsfald” vil være i den kategori. Han pissede på folks sukkermad ved at tale om levende og kendte menneskers fremtidige død og blot printe 20 A4-ark med en simpel tekst ud. Og så var det ovenikøbet Københavns kommune, der købte kunstværket. En måde at kritisere på, og som man altid kan regne med vil blive brugt, når det gælder kunst, nytte og penge, er fænomenet whataboutism. Argumentationen, som især har fået en genfødsel i Trumps æra, går ud på at sammenligne eller relativisere fænomener, som ikke har noget med hinanden at gøre. ”Hvorfor bruge penge på dumme, ubeboelige murstensskulpturer af Per Kirkeby når der er mangel på studieboliger i København?” Sådan en kritik undgik ikke engang Notre Dame for nylig, da der efter den store brand blev samlet penge ind til restaurering. De penge kunne være brugt på klima og oprydning af verdenshavene i stedet.
Når det sorte hul kan se sig fri for whataboutism, fordi vi hverken formår at begribe kunstværket, ikke kan sammenligne eller danne os begreb om budget eller fremtidig nytte, så behøver det slet ikke at forklare sin relevans. Det er skabt, fordi vi kan og derfor skulle. Det bliver absurd at spørge, om vi burde.

Det sorte hul

Det er en speciel oplevelse at betragte fotografiet af det sorte hul M87. Æstetikken er ikke prangende, det er utydeligt, og det bekræfter egentlig bare de forestillinger, man i forvejen havde om sorte huller. Men alligevel er det spektakulært. Hvorfor? Man kan til at starte med blive stakåndet af de formelle detaljer. Jorden er nærmest brugt som linse. Det er 55 mio. lysår fra Jorden. Det er enormt. 6.5 milliarder gange Solens masse. Større end vores solsystem. Men det ses jo ikke på fotoet. Det kræver information. Fotografiet af det sorte hul er fantastisk, fordi det afføder en undren. Hvad ser vi? Vi ser noget, vi ikke forstår. Vores fornemmelse for, hvad virkeligheden er, vakler. Det viser os på en måde konkret, at vi ikke kan se noget. Vi ved ikke engang, om det vi ser stadig eksisterer. Det er et billede af, hvordan det sorte hul så ud for 55 mio. år siden. Hvem har taget billedet, og hvad har det kostet? Her bliver det igen uoverskueligt at indkapsle. Udviklingen er jo startet så langt tilbage i tiden, siden de første mennesker hævede blikket og forsøgte at tyde og fortolke stjernehimlen. Budgettet er grænseløst. Alle mennesker i historien har på en måde bidraget. Det er en menneskelig bedrift. Samarbejde, videnskab og teknologiske fremskridt har fået os så langt. Men det er ikke et mål, ikke et endeligt. Alting fortsætter. Det er et kunstværk af os. Det viser, hvad vi er i stand til, når vi undrer os, undersøger, udvikler os og til sidst er i stand til at blive bekræftet, når vi indstiller sigtet og trykker på aftrækkeren.

Sport og dominans

Det er ikke en nyhed at en fodboldspiller overfuses og kaldes for homo. Det er nyt, at han svarer igen og beskylder fansene for at være ude af trit med tiden. Men hvad er det egentlig for en adfærd, som vi åbenbart så længe har været vant til, og som er så stor en del af en kultur, så der ligefrem er folk der forsvarer de banale ytringer? Det supermaskuline, broderskabsagtige gruppefællesskab kan siges at stå på et skrøbeligt fundament i forhold til egne påståede idealer. De betragter mænd. De imponeres af de mandlige kroppe og priser deres atletiske evner. Når mændene scorer, så kysses og krammes der. Nogle gange ligger de alle i en bunke. Måske er de vulgære tilråb fra tribunerne ligefrem nødvendige for at opretholde illusionen om heteroseksualiteten. En anden årsag kan være dominans. Man forsøger at dominere stjernen på banen, når man kalder ham abe eller bøsse. Det er ressentimentmenneskets dominans, og det er altid den laveststående, der galer højest. Tilråbene er ren afmagt og udtryk for, at det er beskuerne, der er slaver og spillerne overmennesker. Utilfredsheden over eget trin i rangordenen beklages, og misundelsen får frit løb. Man ønsker rollerne byttet. Tilbage til Colosseum i Rom. Men den omvæltning er der ingen fare for. Tidens stjerner er på scenen grundet ofre, talent og vilje. Tilskuerne udelukkende inviteret, hvis de betaler.

Den 31. oktober lukker Radio24syv

Den 31. oktober lukker Radio24syv. Et af de sidste programmer, der bliver sendt, er også det sidste program i min og Rasmus Ugilts bibelskole. Vi får lov at lukke radioen med det sidste kapitel i Åbenbaringens Bog, som ganske passende handler om den sidste dag. Åbenbaringens Bog er en perfekt profeti om radioen! Ingen regner med at blive offer for Armageddon (medieforliget). Man tror, man er frelst, men den Gud, man tilbeder (satiren og den frie presse), er tavs. 24syv insisterer tilmed på, at det ikke handler om beliggenhed, men de har tydeligvis ikke læst Bibelen ordentligt. Beliggenhed er alt. Og når de endelig var på tempelpladsen i Jerusalem (Herning), var det Mads Holger, de stillede med. Han var vidunderlig, men ironisk. 24syv troede, at man kunne blive frelst i Babylon (København), hvis bare man omgav sig med den store skøge (Kirsten Birgit) og dyret (Brügger og Bertelsen). Men de glemte, at de fire ryttere (den hvide, Pia Kjærsgaard, den ildrøde, Mette Bock, den sorte, Kresten Thulesen Dahl, og den gustengule, Ghita Nørby) er her for "at dræbe med sværd og sult og pest og jordens vilde dyr." Så ja, de bliver ædt af flammerne fra himmelen (Christiansborg) den 1. november, men helt ærligt, hvem har lyst til at være med i paradis (Jylland), når man ser dem, der er frelst.

Fætter BRs endeligt

Hvad burde Fætter BR have gjort, hvis de skulle have overlevet? Hvad kan et fysisk sted, som internettet ikke kan? Det er interessant at se, hvor lidt Fætter BR kunne i forhold til deres netkonkurrenter. Butikkerne blev en slags hjemmeside, hvor man selv skulle bære pakkerne hjem. Varerne sad på hylder i temaer med prismærke under og inde i en boks, så man typisk var overladt til billederne på kasserne. Rent internet, bare langsommere. Tænk, om de havde turde vende det på hovedet. Hvad kan et fysisk sted, som en internetside ikke kan? Den kan give os meget større oplevelser. Hvorfor var det ikke, Fætter BR der tilbød, at man kunne holde sit barns fødselsdag i en legetøjsbutik, hvor man måtte lege med alting på hylderne? De kunne endog have gjort det gratis og ladet forældrene betale med bonuspoint fra deres netbutik. De kunne have lavet små legetøjsmuseer med ægte kastestjerner fra Japan, badekar med slim og toiletter med rutsjebanerør ned i en hemmelig kælder. De kunne have lavet youtube-studios landet over og sat sig tungt på en helt ny generation. Min/MUST's største drøm er at få lov at forvandle en ejendomsmæglerbutik til en meningsfuld oplevelse. De lejer dyre butikslokaler i stueplan for at have facadevinduer, som de kan hænge print af hjemmesider op i. (Børn, det er sandt…)

år

2021

Januar

2020

December

August

Juli

Juni

Maj

April

Marts

Januar

2019

September

August

Juli

Juni

Maj

April

Marts

Januar