Native er død

Den så dagens lys for kun en håndfuld år siden: ’sponsoreret indhold.’ Der var mange diskussioner internt på aviserne. Kan man virkelig blande journalistik og reklame, sagde de. Men pengene vandt over bekymringerne, og artikler og billeder med firmalogoer som afsendere poppede op på netmedierne.

Skal man give en hurtig status på fænomenet er der nok ikke meget mere at sige end at genren er død. Stendød. Det har aldrig været mærkeligere at se blandingen af reklame og journalistik. Nogle gange er det bare underligt. Som for eksempel når Toyota pludselig skal til at fortælle noget om hvor miljøskadelige jeans er. Eller når Banknordik skal gøre os klogere på at læger er dårlige til at kommunikere. Andre gange er det for tykt. Som når Santa Maria har fundet et par topkokke der ’afslører’ at danskerne snyder sig selv for store oplevelser når de ikke ved hvor stor en rolle krydderier spiller. Okay, Santa Maria, big news.

Der hvor kæden hopper af og det som har dræbt native er ikke det sære og underlige indhold. Det er alt det kedelige. 99 procent af alt native burde aldrig være skrevet. Det er en hån mod læseren. Lad os tage nogle overskrifter: Sommerhuset er familiens nye sort. Afsender: Sommerhusfirma. 15 højdepunkter alle bør opleve i Australien. Afsender: Rejsebureau med Australien som speciale. Seks gode grunde til at besøge Skagen. Afsender: Hotel i Skagen. Eller hvad med denne her fra Ørsted: Vi bevæger os ind i en fase hvor vores energiforbrug ikke længere kan ignores.

At tro at det at det ligger på jp, pol eller berlingske gør, at selv den mest intetsigende artikel pludselig bliver interessant, det er total idioti.

Der er nogle tommelfingerregler som er blevet glemt. For det første er native kun en distributionskanal. Det skal stadig være relevant for modtagerne. Ligesom med al anden kommunikation.

For det andet skal enhver nativehistorie bestå PR-testen. Kan denne historie sendes ud som PR? Vil man kunne sælge denne historie til en journalist? Vil man kunne ringe til en journalist på Jyllandsposten og få ham til at skrive en historie om at Åbenrå er en god studieby? Nej. Så dur den heller ikke som native. Det samme med Toyotas historie om at jeans er skadelige for miljøet. Den historie er på alder med den første Corolla.

Den tredje tommelfingerregel er at man skal fortælle noget om det man ved noget om.

Nativegenren er blevet sin egen lille grimme niche i aviserne. Men det at træde ud af salgs-skallen og blive historiefortæller og arrangør af interessante begivenheder i sine målgruppers liv, den rejse er stadig mulig for kvikke og modige brands.

Greta irriterer til forandring

Greta Thunberg står distancen. Lige meget hvad hun foretager sig, bliver det forsidestof og debatteret. Hun er så populær, at både verdensledere og undergrundsbevægelser kæmper om hendes støtte, mens fjenderne konspirerer om hvorvidt hun er Illuminati.

Men hvorfor er hun så irriterende?

Fordi hun er en idealistisk teenager, som konstant konfronterer os med vores dårlige samvittighed. Hun er som det barn, der stiller sin far det åbenlyse spørgsmål: “Hvorfor skal du ikke køre med cykelhjelm?” og som man ikke kan affærdige, uden at blotte sin totale mangel på principper.

Sandheden er jo, ganske simpelt, at vi ikke gider køre med cykelhjelm, ligeså lidt som vi gider redde klimaet. Vi vil gerne bestemme at vores børn kører med cykelhjelm og vi ønsker, at andre arbejder for at redde klimaet, men vi gider ikke selv.

Der er simpelthen forskel på at ville have noget ændret, og at ville ændre det. De fleste af os er i den første båd.

Det er så svært at ændre egne vaner og så nemt, at bede andre om at gøre det. Men alligevel ser det ud til, at idealisme og moralisering kan have stor indvirkning. Der er mange der i dag kører med cykelhjelm og der er endda blevet opfundet en Hövding Airbag, så man slipper for den frygtede skal. Den udvikling var aldrig sket uden de dømmende øjne og det konstante pres, der til sidst kan få selv den mest standhaftige nægter til at bukke under. Og sker det først, så går man ikke tilbage.

Greta Thunberg er det nødvendige irritationsmoment, som vi er tvunget til at forholde os til og prøve at undgå. Enten ved at ændre vores vaner og på den måde forstumme kritikken eller ved at opfinde ny teknologi, som kan tilfredsstille alle parter.

Og vi vil vel hellere forsøge at undgå smæk fra Greta, end fra hele planeten.

Flow/stream 2

Meget kan siges om det faktum at streaming er ved at overtage flow-tv, men kan man bruge det til at sige noget om vores forhold til tid? Ja, bestemt.

Vi spørger for eksempel ikke længere om man afsnittet i mandags, men om man har set afsnittet fra i mandags. Vi bruger førnutid, i stedet for datid. Vi oplever med andre ord verden på en anden måde. En måde som ændrer vores sprog og vores tidsopfattelse. Datid bruges om det fortidige, i et afsluttet tidsrum, hvorimod førnutid endnu ikke er afsluttet. Ved brug af datid, lægger man vægt på at chancen for at se programmet var i mandags, i førnutid har det været tilgængeligt siden i mandags. Tilgængelighed frem for forgængelighed.

Betyder det at vi mister vores begreb om forgængeligheden? Ja, det gør det. Vi er på den ene side bevidste om, at alle produkter har en indbygget holdbarhedsdato og at mange af de ting vi holder af, går ud af produktion, men vi nægter i højere grad at forlige os med tanken om, at de ikke vender tilbage. De er varige og kan gendannes, fordi de er gemt og lagret. Selv Notre Dame har vi i en 3D-version, så tiden kan spoles tilbage til før branden. Og hvis den ryger, har vi en backup, af backuppen.

Men forgængeligheden lurer i kulissen. Vi er bevidste om forfald. Store filosoffers skrifter er gået tabt, kunstværker er over tid blevet opløst og arkitektur og religiøse artefakter er blevet destrueret i tidligere tiders ideologiske opgør. Og uanset hvor godt vi prøver at bevare os selv, så ved vi inderst inde, at vi ikke blot er glemt en halv generation efter vi er gået bort, de fleste af os bliver glemt allerede imens vi er i live.

Fear of missing out

I Cannes kan man opleve store flokke der styrter afsted. Er der først én der løber, så følger alle med - Fear of Missing Out. Digitalisering og marketingsstrategier har nu spredt fænomenet til vores dagligdag og vi behøver ikke længere være fysisk til stede for at rende efter samme mål, det kan klares på telefonen, når vi tilmelder os events og køber produkter. Det er blevet en succesmarkør, når serveren bryder sammen.

Vil man markedsføre et produkt ved hjælp af FoMO, så er det ikke produktet man sælger, men produktets popularitet. Der skal opbygges hype, selvom produktet måske ikke engang eksisterer endnu, som for eksempel var tilfældet ved den famøse Fyre Festival.

FoMO taler til det laveste i mennesket og udstiller vores værste sider. Når kunder betaler andre for at ligge i kø til et par Yeezy-sko eller når de sidste i køen dømmer dem der kom først til fadet, samtidig med at de kæmper med at undertrykke egen misundelse, så er det skamfuldt.

Når man vælger at gøre brug af en FoMO-strategi, så konfronterer man kunderne med deres grådighed, usikkerhed og kræver at de bruger deres tid på medierne, på jagt efter endnu et fantasi-produkt, som kan give lidt anerkendelse. Man lukrerer på splittelse, når man hylder mantraet: You snooze, you lose.

Men fænomenet har kort levetid. Kunderne immuniseres i stigende grad og bliver skeptiske over for den konstante unikke mulighed, som ofte blot viser sig at være endnu et overhypet produkt. FoMO har intet formål, udover selvopholdelse og er derfor den diametrale modsætning til Purpose der er ambitiøst og bunder i en tro på at man sammen kan ændre holdning og adfærd, til gavn for fællesskabet. FoMO-markedsføring er ikke blot et udtryk for branchens manglende tiltro til eget potentiale i samfundet, men også en reducering af kunden til ren egoisme.

Cykelflok

Cykler man på indfaldsvejene om morgenen i myldretrafikken, er man vidne til flere mærkværdige fænomener. Cykelfelter så store som dem i Tour de France. Turister, som er stået tidligt op og filmer de lange træk. Og så er der dem. De enkelte. Dem, der ødelægger det for de andre.

Morgenfærdsel på cykelstierne bør bevæge sig som en dyreflok. Sensorerne er ude og man besvarer bevægelsen fra den nærmeste. Kollektivet er et legeme. Men alligevel går det galt, gang på gang. Der findes afvigere i flokken. Individer, som kører indenom på fortovet når der holdes for rødt eller spontant bryder rytmen og prøver at mase sig frem. Konsekvensen er, at homogeniteten forstyrres. Nu skal den enkelte pludselig selv handle og kan ikke længere nøjes med at reagere. Hele flokken ender med at bøde.

Gennemgår man de morgenfriske turisters bevismateriale, tegner der sig et mønster. En udbryderprofil. De forstyrrende medlemmer i flokken er overvejende unge og ældre mænd. De unge udfordrer autoriteten, flokkens vilje, og vil sikkert af nogle tolkes som et sundhedstegn. De gamle har derimod overbevist sig selv om at de står over flokken. De er selv en autoritet og har en ret til at ofre fællesskabet.

En strømlinet fugleflok er et fascinerende skue. Det er behageligt, at se samarbejde og disciplin gå op i en højere enhed. En usammenhængende menneskeflok er derimod et komisk syn. Her er det frustrationen over fællesskabet der råder. Endnu en morgen med de samme velkendte konflikter.

Min kamp midt i Min kamp

Knausgårds Min kamp findes på lydbog. Det er et langt, stærkt og personligt værk i 6 bind, så indtaleren bliver med tiden synonym med Knausgård. Liv, oplevelser, rædsel, refleksioner og følelser udtrykkes ikke kun i sproget, men også gennem stemmen. Derfor er der også noget utilgiveligt ved, at man i den danske udgave har valgt at skifte indtaler i bind 5 og 6. Illusionen brister og man bliver pinligt opmærksom på, at stemmens subjekt tilhører en anden. En ikke-Knausgård.

Rent fysisk er stemmen lydbølger og vibrationer. I produktionen bruger den adskillige elementer; tanke og følelse, som den vil udtrykke; energi fra vores åndedræt; lydkilde, som er strube med stemmelæber; et klangrum, halsens svælg, næse- og mundhule og lydens artikulation til sprog med tunge, kæbe og læber. Men en stemme er meget andet. Den er identitet. Psykens fingeraftryk.

Identitet ændrer sig over tid, men vi har en bevidsthed om, at vi altid har været et selv. Der er en kerne, et jeg, som består gennem livet. Sådan er det også med stemmen. Den har sin særegenhed og jo bedre vi kender hinanden, jo bedre kan vi tolke hinandens klang. ”Hvordan lød hun?” vil ikke vide hvad hun sagde, men hvordan hun sagde det. Hvad stemmen afslørede.

Læser vi en bog, gør vi en stor del af arbejdet. Vi indtager sproget med øjnene og lægger selv stemme til. Det er en individuel proces. Lytter vi derimod, opstår der et samspil. Vi indtager både sprog og stemme. Den giver os følelse, tempo, tone og bevægelse. Forholdet mellem øre og stemme er et intimt forhold og en pludselig udskiftning kan derfor føles som et kærestebrud.

Hvad skal man med naturen

Vi opdagede først skovene, da vi forlod dem. Sådan lyder historien om menneskets fald fra naturen. Så snart vi slog øjnene op og betragtede naturen, som noget andet end os selv, var vi dømt til at give den en mening. Naturen blev et spektakel. Noget vi kunne nyde, frygte, forsøge at overvinde og tæmme eller noget vi var forpligtet til at beskytte. Moses mødte Gud i naturen og Jesus mødte Djævlen. Vi kan alle blive bjergtaget i naturen og måske møde os selv. Naturen giver os oplevelser, mening og muligheder.

Siden menneskets tidsalder har naturen altid været til for os. Vi har udvundet alt fra den og dermed ændret os selv og vores planet. Siden det 20. århundrede har vi i stigende grad genopdaget naturen og er begyndt at længes efter autenticitet, en tilbagevenden til et idealiseret billede af hvad den var engang. Naturens iboende orden. Men den ide kræver vel egentlig at menneskene forsvinder, og det ville vel også være unaturligt? En anden mulighed er at kultivere den. Passe den, som var det vores egen have. Klima kunne vi kalde den. Klima er et nyt kapitel i menneskets fortælling om os selv, men vi taler stadig på vegne af alle andre aktører. Vi fortolker vores omgivelser og giver dem roller og mening i vores historie. Vi kan ikke andet.

Al snak om at redde vores planet, rydde op i en flod eller kæmpe for tigerens overlevelse, er i bund og grund en redningsplan, der går ud på at redde os selv og vores forestilling om naturen. Og det er anstrengelsen værd.

For der findes også en anden natur. En natur, der ikke er skabt i vores billede og ikke behøver en mening for at være. Den har eksisteret længere tilbage end vi har svar og den vil overleve alt hvad vi kan forestille os. Den natur kan vi ikke ændre. Og spørger man den, hvad den skal med mennesket, vil svaret være et rungende: ”Intet!”

Purpose or what

Seneste generation indenfor marketing begraver purpose. Det er ligegyldigt om virksomheder har et stort, flot forkromet mål med deres virke, det eneste forbrugerne koncentrerer sig om er what, altså hvad de køber. Men en kontooversigt vil hurtigt tegne et billede af fantasier, fejlkøb og unødvendige impulskøb. Vi køber ikke fordi vi har brug for det, men fordi vi har en drøm om hvem vi vil være og et håb om at genstanden kan forløse. Men hvor kommer de fantasier fra og er vi overhovedet i stand til at vide hvad vi vil have?

Fantasier konstrueres. Nogle gange ved et rent tilfælde. Elisabeth 1 skabte i slut 1500-tallet en efterspørgsel på sort maling til tænderne. Årsagen var at hun spiste masser af slik og fik rådne tænder. Da sukker var en luksus for de få, så måtte man male sine tænder, for at vise andre at man havde penge og fik rigeligt med karameller.

Konstruktion af fantasi kræver også forførelse. Undersøgelser, analyser skal give et billede af samtiden og forbrugerne og de rette talenter skal udvikle og sælge et produkt, skabe en efterspørgsel, et unødvendigt behov, som vi ikke kan modstå.

I dag kan behov konstrueres ved hjælp af indsamling af den data, der siver ud af os, hvor end vi går. Data om sted, motion, ferieoplevelser, fester, familie, venner, kolleger, tøj, bolig og vigtigst af alt, data om hvad vi vil spise og hvem vi vil knalde. Sensorerne slås ud, algoritmen optimeres og som et orakel, kan en veltilrettelagt reklame ramme os, når vi er allermest sårbare.

Måske er det vores stigende bevidsthed om tilfældet, forførelsen og overvågningen der skaber et behov for purpose. Vi længes efter at kunne stå inde for vores kontooversigt. Vi er trætte af at blive efterladt med bukserne nede og sorte tænder.

Trump og Paludan

Hvis Trump var et show, så befinder publikum sig i et intermezzo. Alle har kæmpet om billetter, købt programmet, fulgt med i omtalen og har bestemt også, i showets første del, fået noget for pengene. Men nu, pause. Sidste akt venter. Og desværre mærker alle, at det kun kan skuffe. Alligevel må vi have det sidste med. Vi har investeret for meget til at gå glip af finalen. Vi drømmer om et klimaks. Trumps fald Tæppefald.

Der er valgkamp i Danmark og vi har, ifølge politiske kommentatorer, fået vores egen Trump. Paludan. Han elsker en god performance, taler til de vrede, er outsider, har en forbavsende tiltro til egne evner og er ikke bleg for at lægge sig ud med alt og alle. På nær danskerne. They are great people. Paludan vil, som Trump, kunne forarge os på en frydefuld måde og bekræfte vores moralske ståsted, igen og igen. Det så man tydeligt til første paneldebat, hvor alle partiledere stod i kø for at tage afstand og hævde sig selv.

Problemet for Paludan er, at hans show er en genopsætning af det amerikanske. Og endda et dårligt et af slagsen. Han har, alt for tidligt, smidt sine trumfkort. Han kan ikke overraske, kun gentage. Den opsætning vinder ikke et stort publikum. Vi er mætte og venter stadig utålmodigt på at det originale show skal få sin ende.

At råbe homo

Fodbold er blevet synonym med hetero. Det er det meste sport. Det handler om power. Det er noget med, at vi antager, at en mand, der er sammen med en kvinde, er stærkere, end en mand der er sammen med en mand. Hvilket egentlig er lidt sært. 1 mand + 1 kvinde = 1 mand. Hvorimod 1 mand + 1 mand = 2 mænd. Der er dobbelt så meget mandepower, i to mænd der knepper, end i én mand der elsker med sin kone. Det konkluderede allerede Platon i Symposion.

Det, der måske gør heterofikseringen i fodbold mest sær, er, det der sker, når en fodboldfan på tilskuerpladserne råber homo efter en fodboldspiller på banen. For hvad er det egentligt, han råber? Du er homo! Jeg dominerer dig. Jeg er stærk, du er svag. Jeg giver, du tager.

Det er uomtvisteligt, at det er en seksualiserende adfærd at råbe homo efter en anden. Og det er ikke en submissiv adfærd. Det er ikke venligt ment, men omvendt; det er dominerende. Så det der egentlig sker på fodboldstadions, når tilskuerne råber homo efter Viktor Fischer, er, at de råber: ‘Jeg har lyst til dig. Jeg vil have dig. Jeg tager dig.’

Good Cookie/Bad Cookie

Vi accepterer overvågning med tommelfingeren eller et hurtigt højreklik. Og det, at de spørger først, bliver til sidst et irritationsmoment. ”Ja, jeg accepterer alle Cookies og lover at leve med dem i medgang og modgang, til døden os skiller.”

Det er jo nemt at forstå hvordan mekanismen fungerer. Man registrerer clicks, vaner og whereabouts, tegner en profil, tilhørende en gruppe, og gør det lettere for udbyderne at målrette produkter. Man slipper for at tage stilling til det som ikke har interesse. Vi beriges. De beriges. Win-win.

Så hvad er problemet?

Registreringen forudsætter først og fremmest at jeg ved hvad jeg vil og vil have. Jeg accepterer cookies, fordi jeg vil have mere, hører hjemme på siden og er potentiel køber.

Virkeligheder er bare en anden. Meget netsøgning er spildtid og guilty pleasures. Fx boligmarkedet, nutidens porno, som vi ikke kan få nok af, til åbent hus-arrangementer, på TV og mest af alt, på nettet. Problemet for marketingsovervågningen er her, at vi ikke kigger på boliger fordi vi vil købe, men fordi vi vil have et kig ind hos de andre, snage og kritisere eller måske drømme os væk, et kort sekund. De målrettede reklamer ender derfor med at påminde os om vores hemmelige tendenser.

Udover det bliver vi proppet i en kasse. Man dropper forførelsen og råber i stedet. ”Du er en mand på 40. Du vil have Viagra og en sportsvogn!” Man kunne ligeså godt kalde os for taber.

Men er det ikke et spørgsmål om tid, før algoritmerne er optimeret, så de præcis kan tilbyde hvad vi efterspørger? Svaret er nej. Det menneskelige begær fungerer ikke sådan. Vi søger hele tiden noget, men finder intet der tilfredsstiller vores behov. Der er hele tiden tomhed, et fravær, og det er det som markedsføring tidligere har været dygtige til at opfylde, for en stund, skjule tomrummet lidt, med erstatningsprodukter.

Det er ikke pinligt for os, at vi ikke kan blive fuldt tilfredsstillet, men det er ydmygende, at blive konfronteret med, at vi egentlig ikke er i stand til at ville noget. Det er den erkendelse vi konfronteres med når man i stedet for at sige: “Her er det, som du kan begære,” som markedsføring traditionelt har gjort det, siger: “Her er det, som du i virkeligheden begærer, uden at du er klar over det.” Det er opskriften på et overgreb.

“Du vil jo gerne! Du tror, du siger nej, fordi du ikke vil, men jeg ved bedre og nu viser jeg dig det!”

Sort hul 2

Fotografiet af det sorte hul har krævet en enorm indsats og kulminationen på en udvikling, som går længere tilbage, end vi kan forestille os. Det afbilder et fænomen, som vi ikke kan begribe. Det er et mastodontisk kunstværk og derfor også virkelig svært at kritisere. Det faktum cementerer billedet af det sorte huls storhed. For vi elsker at kritisere kunst. For nogle, er det ligefrem det, den er til for. Statsfinansieret kunst har fx altid været en prygelknabe, og kritikken har især gået på, at kunsten er unyttig. Penge ud af vinduet. Jakob Jakobsens ”Dødsfald” vil være i den kategori. Han pissede på folks sukkermad ved at tale om levende og kendte menneskers fremtidige død og blot printe 20 A4-ark med en simpel tekst ud. Og så var det ovenikøbet Københavns kommune, der købte kunstværket. En måde at kritisere på, og som man altid kan regne med vil blive brugt, når det gælder kunst, nytte og penge, er fænomenet whataboutism. Argumentationen, som især har fået en genfødsel i Trumps æra, går ud på at sammenligne eller relativisere fænomener, som ikke har noget med hinanden at gøre. ”Hvorfor bruge penge på dumme, ubeboelige murstensskulpturer af Per Kirkeby når der er mangel på studieboliger i København?” Sådan en kritik undgik ikke engang Notre Dame for nylig, da der efter den store brand blev samlet penge ind til restaurering. De penge kunne være brugt på klima og oprydning af verdenshavene i stedet.
Når det sorte hul kan se sig fri for whataboutism, fordi vi hverken formår at begribe kunstværket, ikke kan sammenligne eller danne os begreb om budget eller fremtidig nytte, så behøver det slet ikke at forklare sin relevans. Det er skabt, fordi vi kan og derfor skulle. Det bliver absurd at spørge, om vi burde.

Flow/stream

Man ændrer sig, både foran skærmen og i offentligheden, alt efter om man ser flow tv eller streamer. På flow tv kan man se nyheder, sport eller enkelte programmer, som kræver, at man tuner ind på et bestemt tidspunkt. Man kan også bare zappe rundt og lade sig lede af den sendeflade, man havner på, som er tilrettelagt for en. Man accepterer kanalens præmisser. Reklamepauserne får os ikke til at slukke, vi ser med glæde en genudsendelse eller nøjes med en halv film, nogle gange endda film, vi i forvejen har liggende på DVD et sted. Vi er nærmest afmægtige foran skærmen. Eneste måde at yde indflydelse på er at slukke. Men flow tv er også fællesskab. Man kan (kunne) mødes over frokost på arbejde og snakke om afsnittet, som blev sendt aftenen før, og som alle har en mening om. Man er nødt til at være trofast og kan egentlig heller ikke andet. Det er anderledes, når vi streamer. Her er det os, der handler, og det fører sjovt nok en del frustration med sig. Vi bliver kræsne og må arbejde for underholdningen. Nogle gange bruger man mere tid på at vælge en film, end man gør på at se den, og man skuffes i højere grad, hvis filmen ikke lever op til forventningerne. Streaming er den individuelle underholdning og kan endda fragmentere fællesskabet. Hvis en kollega taler over sig om et nyt afsnit af Game of Thrones, så spolerer man det for andre. Man ødelægger deres underholdning, som de har rettighed til selv at bestemme, hvornår de vil se. Friheden til selv at vælge fordrer, at fællesskabet kommer i anden række. Uafhængigheden har sin pris og frustrationen bliver tydeligere, da man jo selv har truffet sine valg. Fællesskabet kræver til gengæld underkastelse. Man må overgive sig og acceptere, det der bliver serveret. Eneste vej ud er at gå solo eller trække stikket.

Det sorte hul

Det er en speciel oplevelse at betragte fotografiet af det sorte hul M87. Æstetikken er ikke prangende, det er utydeligt, og det bekræfter egentlig bare de forestillinger, man i forvejen havde om sorte huller. Men alligevel er det spektakulært. Hvorfor? Man kan til at starte med blive stakåndet af de formelle detaljer. Jorden er nærmest brugt som linse. Det er 55 mio. lysår fra Jorden. Det er enormt. 6.5 milliarder gange Solens masse. Større end vores solsystem. Men det ses jo ikke på fotoet. Det kræver information. Fotografiet af det sorte hul er fantastisk, fordi det afføder en undren. Hvad ser vi? Vi ser noget, vi ikke forstår. Vores fornemmelse for, hvad virkeligheden er, vakler. Det viser os på en måde konkret, at vi ikke kan se noget. Vi ved ikke engang, om det vi ser stadig eksisterer. Det er et billede af, hvordan det sorte hul så ud for 55 mio. år siden. Hvem har taget billedet, og hvad har det kostet? Her bliver det igen uoverskueligt at indkapsle. Udviklingen er jo startet så langt tilbage i tiden, siden de første mennesker hævede blikket og forsøgte at tyde og fortolke stjernehimlen. Budgettet er grænseløst. Alle mennesker i historien har på en måde bidraget. Det er en menneskelig bedrift. Samarbejde, videnskab og teknologiske fremskridt har fået os så langt. Men det er ikke et mål, ikke et endeligt. Alting fortsætter. Det er et kunstværk af os. Det viser, hvad vi er i stand til, når vi undrer os, undersøger, udvikler os og til sidst er i stand til at blive bekræftet, når vi indstiller sigtet og trykker på aftrækkeren.

Sport og dominans

Det er ikke en nyhed at en fodboldspiller overfuses og kaldes for homo. Det er nyt, at han svarer igen og beskylder fansene for at være ude af trit med tiden. Men hvad er det egentlig for en adfærd, som vi åbenbart så længe har været vant til, og som er så stor en del af en kultur, så der ligefrem er folk der forsvarer de banale ytringer? Det supermaskuline, broderskabsagtige gruppefællesskab kan siges at stå på et skrøbeligt fundament i forhold til egne påståede idealer. De betragter mænd. De imponeres af de mandlige kroppe og priser deres atletiske evner. Når mændene scorer, så kysses og krammes der. Nogle gange ligger de alle i en bunke. Måske er de vulgære tilråb fra tribunerne ligefrem nødvendige for at opretholde illusionen om heteroseksualiteten. En anden årsag kan være dominans. Man forsøger at dominere stjernen på banen, når man kalder ham abe eller bøsse. Det er ressentimentmenneskets dominans, og det er altid den laveststående, der galer højest. Tilråbene er ren afmagt og udtryk for, at det er beskuerne, der er slaver og spillerne overmennesker. Utilfredsheden over eget trin i rangordenen beklages, og misundelsen får frit løb. Man ønsker rollerne byttet. Tilbage til Colosseum i Rom. Men den omvæltning er der ingen fare for. Tidens stjerner er på scenen grundet ofre, talent og vilje. Tilskuerne udelukkende inviteret, hvis de betaler.

Den 31. oktober lukker Radio24syv

Den 31. oktober lukker Radio24syv. Et af de sidste programmer, der bliver sendt, er også det sidste program i min og Rasmus Ugilts bibelskole. Vi får lov at lukke radioen med det sidste kapitel i Åbenbaringens Bog, som ganske passende handler om den sidste dag. Åbenbaringens Bog er en perfekt profeti om radioen! Ingen regner med at blive offer for Armageddon (medieforliget). Man tror, man er frelst, men den Gud, man tilbeder (satiren og den frie presse), er tavs. 24syv insisterer tilmed på, at det ikke handler om beliggenhed, men de har tydeligvis ikke læst Bibelen ordentligt. Beliggenhed er alt. Og når de endelig var på tempelpladsen i Jerusalem (Herning), var det Mads Holger, de stillede med. Han var vidunderlig, men ironisk. 24syv troede, at man kunne blive frelst i Babylon (København), hvis bare man omgav sig med den store skøge (Kirsten Birgit) og dyret (Brügger og Bertelsen). Men de glemte, at de fire ryttere (den hvide, Pia Kjærsgaard, den ildrøde, Mette Bock, den sorte, Kresten Thulesen Dahl, og den gustengule, Ghita Nørby) er her for "at dræbe med sværd og sult og pest og jordens vilde dyr." Så ja, de bliver ædt af flammerne fra himmelen (Christiansborg) den 1. november, men helt ærligt, hvem har lyst til at være med i paradis (Jylland), når man ser dem, der er frelst.

Fætter BRs endeligt

Hvad burde Fætter BR have gjort, hvis de skulle have overlevet? Hvad kan et fysisk sted, som internettet ikke kan? Det er interessant at se, hvor lidt Fætter BR kunne i forhold til deres netkonkurrenter. Butikkerne blev en slags hjemmeside, hvor man selv skulle bære pakkerne hjem. Varerne sad på hylder i temaer med prismærke under og inde i en boks, så man typisk var overladt til billederne på kasserne. Rent internet, bare langsommere. Tænk, om de havde turde vende det på hovedet. Hvad kan et fysisk sted, som en internetside ikke kan? Den kan give os meget større oplevelser. Hvorfor var det ikke, Fætter BR der tilbød, at man kunne holde sit barns fødselsdag i en legetøjsbutik, hvor man måtte lege med alting på hylderne? De kunne endog have gjort det gratis og ladet forældrene betale med bonuspoint fra deres netbutik. De kunne have lavet små legetøjsmuseer med ægte kastestjerner fra Japan, badekar med slim og toiletter med rutsjebanerør ned i en hemmelig kælder. De kunne have lavet youtube-studios landet over og sat sig tungt på en helt ny generation. Min/MUST's største drøm er at få lov at forvandle en ejendomsmæglerbutik til en meningsfuld oplevelse. De lejer dyre butikslokaler i stueplan for at have facadevinduer, som de kan hænge print af hjemmesider op i. (Børn, det er sandt…)

år

2019

September

August

Juli

Juni

Maj

April

Marts

Januar